söndagen den 18:e november 2012

Claus Thomas Nielsen om det livslånga tonårslivet.

Dudley Zoo, West Midlands. Foto: A Nydahl

Det jag här publicerar är inte i något avseende menat som en språkövning. Jag vill visa på att det finns en helt annan diskussion om familje- och samhällsfrågor i Danmark. Den är seriös. Den menar allvar. När den som här går till botten med familjens utseende i ett samhälle, och dessutom ifrågasätter vår tids majoritetsuppfattning om institutionerna kontra föräldrarnas respektive roller, blir den riktigt intressant. Jag sätter svenska mellanrubriker, så ser ni vad de olika citaten på ett ungefär innehåller. I den danska teologiska tidskriften Tidehverv (som väl ganska få svenskar är förtrogna med) skriver prästen och teologen Claus Thomas Nielsen:

Den forna förortens barndom.

"Da jeg voksede op i en nordlig forstad til København, var der ingen på villavejen, som til daglig låste dørene, grov vold var stort set utænkeligt, og man lod derfor børn gå og cykle alene hjem på tværs af byen på alle tider af døgnet og ad alle veje og stier. Unge mennesker kunne slås – og måtte gerne slås – men det gik så godt som aldrig over stregen. De var nemlig vokset op på kvarterets veje og ikke bag institutionernes hegn og havde derfor lært at slås. De havde ikke kun set vold på en skærm og fandt det derfor ikke naturligt at kvæste modparten. Også volden havde love og æresbegreber."

Dudley Zoo, West Midlands. Foto: A Nydahl
Män utan faderns auktoritet, farliga män.

"Der var dengang almindelig enighed om, at den bedste beskrivelse af politiets opgave i Danmark var plakaten, hvor en politimand viser en ællingeflok over vejen. Og plakaten svarede stort set til datidens virkelighed. Civilsamfundet og familierne var stort set selvregulerende. I dag er det nødvendigt med tyverialarmer i de samme boliger, som dengang var ulåste, børn transporteres nu af forældrene efter mørkets frembrud, der er fotoovervågning overalt i byen, på stationen, i s-togene osv. Og alt sammen med god grund. Der er nemlig løsgående unge mænd derude. Mænd der er vokset op uden faderautoritet og bag institutionernes ståltrådshegn, og som derfor er farlige."

Pojkar behöver auktoritet, frihet och svängrum.

"Det, som indtil for 40-50 år siden styrede unge mænds adfærd, var ikke først og fremmest truslen om straf, men den personlige moral som var blevet dem indprentet af deres Faders og Moders autoritet. Moralen var internaliseret. At unge mænd er små udetonerede bomber af energi og gåpåmod, som kan skabe mirakler, hvis de med fast hånd ledes i retning af det sande, det gode og det skønne, og tilsvarende katastrofer når de ledes i den forkerte retning eller slet ikke ledes, er en evig sandhed. Drenge har brug for autoritet, frihed og albuerum. Nutidens ståltrådsindhegnede institutioner, hvor de fleste drenge tilbringer hovedparten af deres vågne tid indtil 20-årsalderen, giver dem ingen af delene. De er indhegnede bastioner for værdirelativismen og derved tyranniske og ensrettende."

Auktoritet är frihetens förutsättning.

"Autoritet er ikke frihedens modsætning, men dens forudsætning. Fordi børn for 40 år siden havde en virkelig autoritet i forældrene og langsomt internaliserede denne autoritet, derfor kunne man lukke dem uovervågede ud i verden fra morgen til aften og stole på, at de som voksne kun sjældent misbrugte deres frihed og autoritet over for f.eks. deres egne børn. I dag føler man det nødvendigt, at institutioner og skoler på forhånd mistænkeliggør samtlige forældre."

Barn är inte oskyldiga änglar.

Dudley Zoo, West Midlands. Foto: A Nydahl
"Udgangspunktet var dengang ikke, at børn var uskyldige engle, det var tværtimod, at de var syndere. Derfor gav man dem al den lov og autoritet, som syndere nu engang har brug for i denne verden. I dag må drengene fra de lavere socialklasser ofte nøjes med dels nogle forvirrede pædagoger, som udskiftes hver anden dag og dels en enlig mor, der heller aldrig har haft en rollemodel, og som aldrig er blevet betroet ansvaret for sit eget liv."

Den totala infantiliseringen av båda könen.

"Når unge kvinder fra arbejderklassen for 40-50 år siden var 18-20 år gamle, var de ikke blot gennemsnitligt bedre bogligt dannede end gymnasielærere er det i dag, de var også fuldt ud i stand til at etablere et hjem, drive en husholdning og opdrage deres børn. Det havde de nemlig lært af deres mødre. Ligesom deres mødre havde lært det af deres bedstemødre, deres bedstemødre af deres oldemødre og… Som de langt mere sociale væsener de er, lider piger ikke på samme måde som drengene under institutionernes fysiske og mentale indespærring. De bliver i det hele langt mindre skadede end drengene. Men da de vokser op i en verden, hvor mødre er erstattet af kvindelige børneeksperter, kommer de også ganske uforberedte ud i voksenlivet. Resultatet heraf kan vi se overalt omkring os: Den totale infantilisering af begge køn. Det livslange teenageliv."


Läs hela hans essä här.


 


1 kommentar:

Gabrielle Björnstrand sa...

Jag är enig med en hel del i hans artikel, och har i stort sett varit det sen 70-talet, då jag gjorde radio och en bok om barn.

Förlusten av familjen, mödrar, fäder är allvarlig. Bruno Bettelheim undersökte också en gång den emotionella anknytningsförmågan hos barn som uppfostrats på Kibbutz, och fann att de hade svårare att skapa djupa, nära relationer till en särskild människa. Kanske var det ångestframkallande för den som alltid stött sig på en grupp.

Jag har ingen länk till Bruno B, bara ett minne.
Sen är det klart att det som kan hända i Israel kan hända här, men inte med nödvändighet är knutet till vår sorts nordiska välfärdsstat, men snarare till en kollektiviserings-tanke, som en gång var ideell och nu är körd i botten.

Jag ska inte utgjuta mig mer om det här. Men tillägga att det också är en hel del i den här familjekonservativa artikeln som jag absolut inte håller med om.
Tillägg: Vad beträffar utplaningen av familjerelationerna, så är nog konsumismen och penningjakten (se USA) minst lika avgörande för bortfallet av inre bärkraft. Christopher Lasch bok: Den narcissistiska människan, var väl i stort baserad på amerikansk ungdom...om jag mins rätt.